Klokken er ikke engang 02:00 endnu, og jeg er allerede færdig med min eksamensopgave. Jeg er meget imponeret over mig selv. Har tilgengæld også været igang hele dagen, bortset selvfølgelig fra et par overspringshandlinger i ny og næ. En ikke særlig stor, men ret besværlig, webapplikation er programmeret, og en 12 siders opgave om applikationen er skrevet, og endda også afleveret allerede! De er blevet så moderne på Universitetet, at de nu lader os aflevere vores eksamensopgave digitalt, i stedet for, at vi skal stå og printe en halv regnskov ud hvert halve år. Det er virkelig smart at gøre det på den måde. Jeg er specielt glad for det, for så behøver jeg ikke at stresse over at skulle tidligt op, over på uni, og nå at printe 3 eksemplarer af en lang opgave ud inden klokken slår 12:00. Nu kan jeg i stedet sove længe, og fejre at jeg lige har afleveret mit sidste eksamensopgave. ... Min sidste eksamensopgave. Hvor kan jeg dog godt lide lyden af dét! Jeg mangler
bare at skrive et speciale på
en små 80-100 sider, så er jeg færdig med uni - for denne gang i hvert fald. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme igang med mit speciale, eftersom jeg overraskende nok, stadig er meget begejstret for det emne jeg har valgt; branding via de sociale medier. Jeg skal dog først have overstået en eksamen på mandag, hvor jeg skal op og forsvare den opgave jeg afleverede før jul. Det er jeg en lille smule nervøs for, eftersom jeg for det meste får af vide at mine opgaver er gode, men min mundtlige præsentation til forsvaret af den, ofte trækker opgaven lidt ned, desværre. Jeg har dog tænkt mig at forberede mig ekstra godt til denne eksamen, og forhåbentlig, bliver mit sidste møde med undervisere ved 'det grønne bord' en god oplevelse!
Nu vil jeg slæbe mig selv over i seng og nyde, at jeg for engang skyld kan sove længe imorgen med god samvittighed.
XO.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar